Se klip fra cermonien og hør fortællinger ved monumentet (varighed 2:19 min.). Video venligst udlånt af Kulturarvsstyrelsen.

Kulturminister Per Stig Møllers tale ved præsentationen af vinderne af den åbne idékonkurrence om afskærmning af Jellingstenene

Sted: Jelling
Dato: 4. marts 2010

(Det talte ord gælder)

”Samfundets fællesskab består ikke kun af de levende, men også af de døde og de endnu ufødte.” Sådan sagde den britiske filosof Edmund Burke i Tanker om den franske revolution fra 1790.
 
Hvorfor nævner jeg dette citat af Burke i dag? Hvorfor vælger jeg at betone en kulturel kontrakt mellem generationerne? Det gør jeg, fordi vi i dag fremtidssikrer Jelling Monumentet for eftertiden. Det gør jeg, fordi vi i dag opfylder en af vores væsentligste forpligtigelser over for fremtidens generationer.
 
I dag fremtidssikrer vi et stykke Danmarkshistorie. Vi inddrager vores børn og børnebørn – og deres børn og børnebørn – i det danske fællesskab. 
 
Hvorfor er det så, at vi skal beskytte monumenter som Jelling? Hvorfor er det relevant for os i 2010? For det utrænede blik ser historien måske ikke altid ud af så meget. Jelling Monumentet ser måske heller ikke umiddelbart ud af så meget.
 
Foran en lille landsbykirke står 2 sten og 2 høje, der er omgivet af en kirkegård og ligger lidt uden for Vejle. Men derfor skal man nu ikke bare haste forbi. For her i Jelling gemmer sig et ægte eventyr og en enestående historie. Det er eventyret og historien om, at danerne blev kristne. Det er fortællingen om, at riget blev samlet.
 
Jelling Monumentet fortæller en række historier om det at være dansk. Blot ved at se på monumentet åbenbarer fortiden sig for os.
 
Vi kan se, at monumentet er skabt med symmetri for øje. Vi kan se, at højene matcher de største høje i Skandinavien. Vi kan se, at den store runesten er placeret midt i anlægget. Vi kan se, at runestenen har en helt særegen udsmykning, der fortæller os en historie og skriver historie.
 
Ved Jellingstenen står vi foran et middelalderligt bogopslag med kristusmotiv og en konges – Harald Blåtands – proklamation om egne fortræffeligheder.
 
Det er således en særegen sammenblanding af hedenske og kristne symboler, hvor Jelling repræsenterer overgange i tro og kultur. Overgange, der skaber helt nye samfundsformer og udtryk. 
 
Jelling Monumentet er i sig selv udtryk for det ypperste fra sin tid. Der er lagt ambition, kraft og kreativ energi i at skabe det helt særlige. Derfor er Jelling relevant for os som budskabet om vikingetidens overgang fra hedenskab til kristendom.  

Jelling Monumentet er på en og samme tid både sig selv og et slags ”overgangssted”. Her i Jelling bliver vi mindet om, at vi er del af et internationalt samfund, for stenen fortæller, at her er de danske og at de nu er kristne… Men kristendommen fandt vi nu ikke selv på!
 
Stenene bevidner dermed, at vi var blevet en del af et internationalt samfund, som vi blev påvirket af, men som vi samtidig også selv påvirkede, hvilket vikingekongernes bedrifter bevidner. 
 
Fik Harald Blåtand måske i virkeligheden ideen fra tyskerne? Under alle omstændigheder lod han sikkert sig inspirere udefra. Det nationale og det internationale befrugter hinanden. Jellingstenen er en frugt heraf.
 
Monumentet her i Jelling er et symbol på forankring i en ellers foranderlig verden. Monumentet fortæller os, hvordan Danmark for over 1000 år siden forvandlede sig selv i den kristne verden
 
Monumentet er således ægte, levet, konkret historie. Og derfor er det relevant for os i 2010.
 
Vi har en forpligtigelse til at give historien videre. Vi har en forpligtigelse til at give fortiden videre. Ellers bliver vi som orange bøjer i et blæsende hav, der blot vender, hvor vinden drejer os.
 
Vi bliver som ankre uden forankring. Eller – som Burke sagde – vi bliver som mælkebøtter, der svæver tilfældigt rundt med vinden.
 
Derfor skal vi beskytte monumenter som Jelling. Monumentet i Jelling minder os om det historiske og kulturelle fællesskab med det øvrige Europa, der blev grundlagt dengang.
 
Monumentet i Jelling minder os om, at vi danskere vælger frit og skaber udenrigspolitiske alliancer for at sikre vores frihed og retten til at indrette vores fællesskab, som vi selv vil. Derfor er vi i vor tid gået ind i EU.
 
I dag markerer vi, at der mellem generationerne i det danske fællesskab befinder sig en pagt, vi respekterer og giver videre. Men man må jo forandre for at bevare. 

I dag forandrer vi monumentets omgivelser for at bevare det. Monumentet bliver stående, men får nye varme klæder, så vi kan bevare det og give det videre i en hastig foranderlig verden.  
 
Jeg er derfor også særlig glad for at være her i dag og afsløre vindere og præmierede forslag i konkurrencen.
 
Opgaven bestod simpelthen i at sikre, at Jellingstenens billedflader og inskription kan ses af kommende generationer.
 
Igennem flere år har arkæologer og konservatorer kunnet se, at revnerne voksede på de to runesten. Men først for et par år siden blev det muligt for Nationalmuseet – med moderne teknologi – at se ind under overfladen på stenene.
 
Resultatet var ikke opløftende. Hulrum og revner bag inskriptionerne giver stor risiko for, at dele af overfladen springer af som følge af frostsprængninger.
 
Efter råd fra UNESCO’s center for Verdensarv i Paris udskrev vi derfor en idékonkurrence, så stenene kan komme ”inden døre” - vel at mærke uden at vi flytter dem.
 
Det er en rigtig svær opgave, arkitekterne har stået overfor. Vi har et samlet monument, hvor der er en sammenhæng mellem kirke, sten og høje. Og dét skal der også være fremover. Vi har en kirke, der bruges aktivt. Dét skal den også fremover.
 
Vi skal have en bygning, der kan skærme stenene uden at forhindre kister og brudepar i at komme ud af kirkedøren.
 
Der har været så mange om opgaven, at jeg ikke kan takke dem alle. Men jeg vil blot udtrykke en særlig tak til det konstruktive og fine samarbejde, der har været med repræsentanterne for de kirkelige myndigheder, nemlig menighedsrådets formand Gunni Højvang og provst Leif Arffmann.
 
De skal nu fra hver deres post drøfte og arbejde videre med vinderforslaget, så det forhåbentlig også kan realiseres. 
 
Nu vil Kgl. Bygningsinspektør Johan Fogh og professor Anders Brix fra Arkitektskolen i København først gennemgå de præmierede forslag, og så vil vi afsløre, hvem der har vundet og overrække præmierne. Værsgo!