Indholdet af beskyttelsen – den ophavsretlige eneret Også kopiering af værker på lyd- og videobånd m.v., hvor værkseksemplaret ikke er umiddelbart synligt, omfattes af eneretten til eksemplarfremstilling. Eksempel: I det nævnte eksempel foreligger der ikke såkaldt dobbeltbetaling (eller tredobbelt betaling). Når en ny bruger selv udnytter musikværket offentligt og dermed opnår en kommerciel eller anden fordel, foreligger der en ophavsretligt relevant udnyttelse, som omfattes af eneretten. Lokalradiostationens betaling til KODA og Gramex inkluderer ikke tredjemands værksudnyttelse; derfor må hhv. fællesantenneanlægget og frisørforretningen altså selv klarere rettighederne og betale vederlag til rettighedshaverne. Eksempel: Fremførelse af musik i fritids- og ungdomsklubber er af Højesteret blevet bedømt til at være ikke offentlig og kræver derfor ikke tilladelse fra rettighedshaverne. Det er i den forbindelse værd at bemærke, at Højesteret i dommen slår fast, at der kun er taget stilling til spørgsmålet om fremførelse af musik.
Lovens § 2 fastsætter den ene del af ophavsretsbeskyttelsens indhold - den økonomiske eneret. § 2 består af dels en eksemplarfremstillingsret, dels en ret til at gøre værket tilgængeligt for almenheden. Beskyttelsen mod efterligninger er inkluderet i begge disse beføjelser. Den anden del er § 3 om droit moral. § 3 består ligeledes af to beføjelser - navneangivelsesretten og respektretten.
Den økonomiske eneret - § 2
Ophavsmandens eneret indebærer, at enhver råden over værket på en måde, som omfattes af § 2, kræver tilladelse fra ophavsmanden. Er der ikke indhentet tilladelse, er udnyttelsen ulovlig og kan sanktioneres, medmindre udnyttelsen er hjemlet i en af lovens undtagelsesbestemmelser. En tilladelse kan også gives mere generelt i form af en egentlig overdragelse af rettigheder.
Enerettigheder gælder til fordel for ophavsmanden (eller den, han eller hun har overdraget rettighederne til) og indehaverne af nærtstående rettigheder efter lovens kapitel 5.
Eksemplarfremtilling - § 2, stk. 2, jf. stk. 1
Eneretten til kopiering gælder enhver form for fremstilling af eksemplarer, uanset om eksemplarfremstillingen er en hel eller delvis fiksering af værket, og uanset om den er varig eller midlertidig. Også fremstilling af blot ét eksemplar omfattes af eneretten.
Som eksempler på kopiering kan nævnes:
Efterligninger
Eneretten til værket omfatter værkets oprindelige såvel som ændrede skikkelse. Beskyttelse mod brug af værket i ændret skikkelse indebærer en beskyttelse mod uautoriserede oversættelser og ikke mindst en beskyttelse mod efterligninger (plagiater). Efterligningsbeskyttelsen er en af ophavsrettens helt centrale elementer.
Krænkelse forudsætter ikke alene større eller mindre identitet, men også at det krænkende værk er frembragt ved benyttelse af kendskab til det oprindelige værk. Også underbevidst kendskab er formentlig tilstrækkeligt. Om der foreligger kendskab, er et almindeligt bevisspørgsmål.
Sandsynligheden for dobbeltfrembringelser kan være et indicium for, at der ikke foreligger plagiat (ligesom det er et indicium for, at der slet ikke foreligger værkshøjde). Man kan også sige det på den måde, at hvis der er stor sandsynlighed for dobbeltfrembringelser, svækkes sandsynligheden for, at den påståede efterligner vitterlig har haft kendskab til det andet værk først.
Lighed mellem to værker indebærer ikke automatisk, at der foreligger en ophavsretskrænkelse. Der kan som nævnt være tale om dobbeltfrembringelser, men der kan også være tale om, at de to værker har et tredje værk som deres fælles forbillede; hvis dette værk ikke længere er beskyttet, er efterligning tilladt, hvorfor der ikke er krænket nogens ophavsret.
Læs mere om efterligninger og plagiat i tekster...
Der skal alene foretages en lighedsbedømmelse af værkernes konkrete udformning; ikke af deres idéindhold. Det skyldes den manglende idébeskyttelse inden for ophavsretten. Ofte anlægger domstolene en helhedsvurdering, som indebærer, at de ubeskyttede idéelementer i realiteten også indgår i lighedsbedømmelsen.
Visse værksarter ligger så langt fra hinanden, at en krænkende efterligning ikke kan finde sted. Mens det er oplagt, at en film kan krænke ophavsretten til en bog (og vice versa), kan et maleri ikke krænke ophavsretten til et musikværk (og vice versa). Selv om et stykke musik er inspireret af nogle konkrete malerier, ville der her aldrig kunne opstå spørgsmål om plagiat. Tilsvarende står det enhver frit for at udarbejde en skulptur med inspiration fra et litterært værk. Derimod er det omfattet af ophavsretsbeskyttelsen, hvis nogen fremstiller en (tredimensional) skulptur på grundlag af figurerne i et (todimensionalt) maleri; eksempelvis kræver det tilladelse at lave merchandisingprodukter af beskyttede tegneseriefigurer m.v.
Tilgængeliggørelse for almenheden - § 2, stk. 3, jf. stk. 1
Eneretten til at gøre værket tilgængeligt for almenheden omfatter:
Brug i privatsfæren omfattes ikke af denne del af eneretten og kan derfor finde sted uden tilladelse fra ophavsmanden.
Den første tilgængeliggørelse for almenheden - offentliggørelsen af værket - spiller i praksis en særlig rolle for ophavsmanden. Beslutningen om at give offentligheden adgang til værket indebærer, at værkets indhold nu så at sige er almen ejendom. Der er ikke i loven hjemlet nogen udtrykkelig offentliggørelsesret, dvs. en ret til at kontrollere offentliggørelsen af værket. En sådan ret fremgår imidlertid indirekte af de generelle beføjelser til at kontrollere eksemplarfremstilling og tilgængeliggørelse for almenheden, ligesom undtagelsesbestemmelserne i ophavsretslovens kapitel 2 næsten alle forudsætter, at værket har været offentliggjort første gang med ophavsmandens samtykke. Fx må man kun kopiere til privat brug og citere fra et værk, såfremt dette er offentliggjort.
Ad 1) Eksemplarspredning
Eksemplarspredningsretten (eller spredningsretten) er en eneret til at kontrollere salg, udlejning, udlån og andre former for spredning af eksemplarer af værket til almenheden, dvs. spredning uden for privatsfæren. Spredningsretten gælder også, selv om eksemplaret er fremstillet med ophavsmandens tilladelse.
Ad 2) Visning af eksemplarer
Visningsretten er en eneret til at kontrollere udstilling og andre former for visning af eksemplarer af værket til almenheden. Et typisk eksempel er udstilling af en kunstgenstand på et museum. Det ophavsretlige visningsbegreb svarer ikke helt til, hvordan det anvendes i dagligsproget; »visning« af film i fjernsynet og biografen er således ikke visning i ophavsretslovens forstand, men derimod fremførelse, jf. nedenfor om den offentlige fremførelse.
Eneretten til visning omfatter alene direkte visning af et fysisk eksemplar af et værk for en tilstedeværende almenhed, hvad enten der er tale om et originaleksemplar eller en kopi. Visningsbegrebet omfatter således navnlig udstilling af malerier og skulpturer på museer m.v., placering af aviser i udhængsskabe og præsentation af bøger på et offentligt bibliotek.
Tilfælde, hvor værket gengives som led i eller på grundlag af en overføring af værket, falder uden for visningsbegrebet. Det betyder navnlig, at tv-udsendelser og internettransmissioner af fx kunstværker ikke skal betragtes som visning, men som fremførelse af værket. Også gengivelse på skærm skal anses som en fremførelse.
Ad 3) Offentlig fremførelse
Retten til offentlig fremførelse er en eneret for ophavsmanden til at kontrollere fx live-fremførelse af musik ved en koncert, oplæsning fra en bog i en café, biografforevisning af film, udsendelse af filmværker m.v. i radio/tv og gengivelse af radio- og tv-udsendelser via et radio- eller tv-apparat i en restaurant. Fremførelsesretten er sammen med eneretten til eksemplarfremstilling den vigtigste beføjelse.
En lang række af de aktiviteter, der foregår på internettet, er omfattet af den offentlige fremførelse. Heriblandt kan nævnes on demand-tilrådighedsstillelse (interaktive onlinetransmissioner og lign.)
Det spørgsmål, der i forhold til offentlig fremførelse giver mest anledning til tvivl, er ikke fremførelsesbegrebet, men offentlighedsbegrebet. Hvornår foreligger der offentlig fremførelse, således at eneretten gælder (og der skal betales for brugen), og i hvilke tilfælde er en fremførelse ikke-offentlig og dermed gratis?
Der findes ikke i den danske lovtekst nogen eksakt afgrænsning af det offentlige område over for det ikke-offentlige. Der kan imidlertid være grund til at slå enkelte ting fast vedrørende det ophavsretlige offentlighedsbegreb:
Det er oplagt, at en fremførelse i et privat hjem i en familiekreds er ikke-offentlig. Det er lige så klart, at fremførelse ved en koncert, hvortil alle kan købe billet, er offentlig.
Offentlig fremførelse foreligger også i tilfælde, hvor et hotel stiller radio- eller tv-apparater til rådighed for gæsterne på de enkelte hotelværelser, hvor de fx kan lytte til musikken. Tilrådighedsstillelse i form af mulighed for aflytning via hovedtelefoner på et bibliotek er ligeledes offentlig fremførelse, også selv om kun én person ad gangen lytter til musik. På samme måde indebærer ventemusik i telefonlinjer offentlig fremførelse.
Også fornyet offentlig fremførelse omfattes af eneretten.
Når en lokalradiostation udsender musik, er det selvsagt offentlig fremførelse, og stationen skal betale vederlag til rettighedshaverne (KODA og Gramex). Et fællesantenneanlæg opfanger signalet og viderespreder lokalradioudsendelsen til de tilsluttede husstande; hvis der er flere end to tilsluttede husstande, anses det som en fornyet offentlig fremførelse i form af kabelviderespredning (jf. ophavsretslovens § 35, stk.3), og antenneanlægget skal betale vederlag til rettighedshaverne (Copy-Dan Kabel-TV). En frisørforretning er tilsluttet fællesantenneanlægget, og spiller lokalradiostationens musikprogrammer i butikslokalet, hvilket udgør en offentlig fremførelse, og frisørforretningen skal betale vederlag til rettighedshaverne (KODA og Gramex).
Spilles der musik i et butikslokale på en sådan måde, at kunderne kan høre musikken, er der tale om offentlig fremførelse. Hvis indehaveren derimod bare har en transistorradio eller ghettoblaster stående i baglokalet, og kun lytter til musik i pauser, er fremførelsen ikke offentlig. En musikfremførelse kan kun være offentlig, hvis man har en intention om at fremføre musikken for et publikum; hvis man fløjter en melodi på gaden eller spiller høj musik for åbne vinduer i sin lejlighed, er intentionen privat, og fremførelsen falder derfor uden for ophavsretten.
Der foreligger som hovedregel ikke offentlig fremførelse, hvis deltagerne i arrangementet er særligt indbudte, fx ved bryllupper og receptioner. Læs mere om hvorvidt der er tale om offentlig fremførelse ved visning af film for skoleklasser...
Der er faldet en række domme om brug af musik i foreninger. En fremførelse er ikke privat, blot fordi den finder sted i foreningsregi; en koncert, hvortil alle og enhver har adgang, er offentlig, selv om den arrangeres af en forening. Ved vurderingen af, om musikfremførelse for foreningsmedlemmer er offentlig, lægger retspraksis bl.a. vægt på, at der skal være visse saglige eller stedlige kriterier for medlemskab, og at medlemskab ikke skal kunne opnås umiddelbart inden arrangementet, ligesom det er et kriterium for at statuere offentlig fremførelse, hvis foreningen har et selskabeligt eller ikke-fagligt formål.
En musikforening arrangerer en koncert. Alle kan optages som medlemmer af foreningen, og alle medlemmer kan overvære koncerten. Foreningen har 200 medlemmer, men til koncerten kommer der kun to. Uanset det begrænsede publikum, foreligger der en offentlig fremførelse. Når musikforeningen anses som en offentlig kreds, er alle dens musikarrangementer at anse som offentlig fremførelse, uanset hvor stort eller lille deltagerantallet er. På samme måde er teaterforestillinger og biografforevisninger offentlige, selv om publikum kan tælles på én hånd.
I trykte domme om offentlighedsbegrebet i relation til foreningsarrangementer (alle med KODA som sagsøger) er bl.a. arrangementer i en musikforening, en diskoteksklub, en borgerforening og en pensionistforening anset som offentlige. Som ikke-offentlig fremførelse er bl.a. anset arrangementer i en husmandsforening og en husmoderforening.
I en anden sag vedrørende offentlig fremførelse har Østre Landsret fundet, at musikfremførelse til danse- og aerobictræning for medlemmer af kommercielle motionscentre er offentlig fremførelse.
Ligeledes er også musikfremførelse som led i undervisning på hold i kommercielle danseskoler af Østre Landsret blevet bedømt til at have en sådan offentlig karakter, at der skulle betales vederlag til KODA og Gramex.
Når det gælder musik til arbejdet i erhvervsvirksomheder m.v., går offentlighedsgrænsen i praksis ved 40 personer: Hvis mindst 40 personer i en virksomheder har adgang til at lytte til musik (typisk via en radio på kontoret), er det offentlig fremførelse. Denne grænse fremgår af forarbejderne til ophavsretsloven og bygger på KODA’s mangeårige praksis på området.
Droit moral – de ideelle rettigheder
Droit moral-beskyttelsen i lovens § 3 består dels af en navneangivelsesret, dels af en respektret.
Navneangivelsesretten - § 3, stk. 1
Ved navneangivelse forstås, at ophavsmanden har krav på at blive navngivet (krediteret), når hans værker benyttes. Kravet er ikke absolut, men kan fraviges, hvis dette er i overensstemmelse med god skik, dvs. hvis det er urimeligt, vanskeligt eller umuligt at opfylde kravet. Navneangivelse kan fx undlades på visse brugsgenstande og i forbindelse med musikfremførelse under en begravelse.
Navneangivelsesretten tilkommer alene de skabende og udøvende kunstnere bag beskyttede værker. Som supplement til navneangivelsespligten er der i ophavsretsloven en såkaldt kildeangivelsespligt. Den indebærer, at når man fx bringer en citat fra en avisartikel, skal man ikke blot nævne forfatterens navn, men også navnet på avisen.
Respektretten - § 3, stk. 2
Respektretten giver beskyttelse mod dels krænkende ændringer af værket, dels benyttelse af værket på en krænkende måde eller i en krænkende sammenhæng. Respektkrænkelsen skal være relateret til et værk og til kunstnerens interesser som ophavsmand til værket – freds- og ærekrænkelser er uden betydning i denne sammenhæng.
Droit moral beskytter ikke mod ødelæggelse af værkseksemplarer. En kommune må eksempelvis ikke foretage ændringer i en skulptur på byens torv, men ingen ophavsretsregler forhindrer kommunen i fuldstændig at destruere skulpturen.
Droit moral rettighederne er principielt uoverdragelige. Aftaler om, at ophavsmanden ikke vil gøre sine rettigheder efter § 3 gældende, er således ugyldige, medmindre det drejer sig om en afgrænset brug af værket, dvs. aftaler om fx et enkelt oplag, en enkelt udstilling eller bestemt angivne former for ændringer af værket. Har ophavsmanden mere generelt og ubestemt frafaldet sin droit moral, er han eller hun ikke bundet af aftalen. Det afgørende er, hvad ophavsmanden har kunnet påregne, da aftalen blev indgået. Frafald af droit moral er med andre ord kun gyldigt i det omfang, ophavsmanden har kunnet overskue konsekvenserne. Denne uoverdragelighedsregel, bevirker, at droit moral spiller en væsentlig rolle i praksis, idet det indebærer, at en ophavsmand til et værk, kan håndhæve disse ikke-økonomiske rettigheder, selv hvor en overdragelse af alle øvrige rettigheder har fundet sted.
