Kulturministeriet, Nybrogade 2, 1203 København K

Hvad er ophavsret?
Ophavsret er den ret, der beskytter ophavsmænd til filmværker, litterære værker, kunstværker m.v. mod at disse værker kopieres, sælges eller anvendes på anden måde, der strider mod ophavsmændenes interesser.
 
Ophavsret adskiller sig fra den almindelige ejendomsret ved at vedrøre noget, der ikke er fysisk men derimod immaterielt. Den almindelige ejendomsret bevirker, at andre ikke må stjæle fx fysiske eksemplarer af bøger eller musik-cd’er. Herudover er der imidlertid behov for også at beskytte de ikke-fysiske rettigheder – de immaterielle rettigheder. Ophavsretten sikrer således, at man ikke må kopiere eller distribuere indholdet af bogen, musik-cd’en eller filmen uden først at spørge ophavsmanden om tilladelse.