IDRÆTTEN I REGERINGSGRUNDLAGET
Regeringsgrundlaget ”Mulighedernes samfund” fra november 2007 rummer en række initiativer på idræts- og motionsområdet:
Under ”Aktiv forebyggelse – et sundere Danmark” nævnes følgende konkrete initiativer:
Nationalt råd for folkesundhed, motion og ernæring
Regeringen vil som led i en styrkelse af det forebyggende arbejde sammenlægge Det Nationale Råd for Folkesundhed og Motions- og Ernæringsrådet.
Mulighed for gratis og skattefri motion
Såvel offentlige som private arbejdsgivere skal kunne tilbyde medarbejderne gratis motion i for eksempel fitnesscentre, uden at medarbejderne beskattes.
Mere idræt og motion for børn
Gode motionsvaner grundlægges i barndommen. Regeringen vil arbejde for mere bevægelse og motion i børnehaver og skolefritidsordninger gennem et øget samarbejde mellem kommunerne de lokale idrætsforeninger. Samtidig skal idræt i folkeskolen styrkes.
Bedre idrætsfaciliteter
Regeringen vil inden for rammerne af kvalitetsfonden bidrage til en øget indsats for renovering af kommunale idrætsfaciliteter, særligt de anlæg der anvendes i idrætsundervisningen og af idrætsforeninger.
Opfølgning på Breddeidrætsudvalget
Regeringen har nedsat et breddeidrætsudvalg, som skal komme med konkrete forslag til forbedring af befolkningens muligheder for at dyrke idræt og motion. Regeringen vil følge op på udvalgets anbefalinger i sammenhæng med arbejdet i forebyggelseskommissionen.
Byplanlægning skal understøtte en aktiv livsstil
Regeringen vil i samarbejde med kommunerne arbejde for, at byplanlægningen understøtter en aktiv livsstil, fx ved bedre cykelstier, motionsfremmende arealer og grønne områder i byerne.
Under ”Lige muligheder og fælles ansvar for samfundets svage og udsatte grupper – et samfund hvor alle er med” nævnes:
Støtte til socialt udsatte børns deltagelse i fritidsaktiviteter
Regeringen vil styrke kommunernes mulighed for at yde økonomisk og anden støtte til udsatte børns deltagelse i fritidsaktiviteter og etablere idrætstilbud, fx sportscamps i udsatte byområder, i samarbejde med lokale idrætsforeninger og SSP-netværk. Studier viser, at børn i udsatte familier i mindre grad end andre børn deltager i såvel organiseret som uorganiseret fritidsliv. Det er et problem, da netop fritidsaktiviteter kan give udsatte børn en mulighed for at mødes på lige fod med andre og også give adgang til at møde rollemodeller og få et netværk.
Under ”Et trygt og sikkert samfund” nævnes:
Sikkerhed ved større idrætsbegivenheder
Regeringen lægger vægt på, at større idrætsbegivenheder kan afvikles i trygge og sikre rammer. Regeringen vil derfor øge sikkerheden ved større idrætsbegivenheder gennem en række forslag, herunder en karantæneordning for uroskabende tilskuere samt mulighed for politiet for at udstede konkrete påbud om den sikkerhedsmæssige indretning af stadioner mv.
Under ”Et levende kunst-, kultur- og idrætsliv” nævnes:
Dopingfri idræt
Regeringen vil ændre dopingloven, så straffen for udbredelse af dopingmidler bliver skærpet i forhold til i dag. Regeringen vil endvidere forpligte motions- og fitnesscentre til at indføre en mærkningsordning mod doping, og frivillige ledere skal opfordres til at påtage sig et ansvar som antidopingambassadører.
Bedre samarbejde mellem kommuner og idrætsforeninger
Dansk idræt er med til at løse vigtige samfundsmæssige opgaver blandt andet takket være indsatsen fra de mange frivillige idrætsledere. Regeringen vil løbende være i dialog med den frivillige idræt og se på mulighederne for at styrke samarbejdet mellem foreninger og kommuner på områder, hvor idræt kan bidrage til løsning af samfundsmæssige opgaver såsom integration og forebyggelse.
Læs punkt 20 "Et levende kunst-, kultur- og idrætsliv" i Mulighedernes Samfund, Regeringsgrundlag, november 2007, VK regering III.


