PULJEN TIL BRUGERDREVEN INNOVATION
Som led i regeringens globaliseringsstrategi er der i perioden 2007-2010 afsat en pulje på 100 mio. kr. pr. år til projekter om brugerdreven innovation. Puljen administreres af Erhvervs- og Byggestyrelsen under Økonomi- og Erhvervsministeriet. Et af puljens satsningsområder handler om oplevelser og oplevelsesøkonomi. Derfor er det oplagt, at institutioner og aktører indenfor kulturområdet byder ind med projekter. Programbestyrelsen lægger vægt på, at ansøgningerne baserer sig på nye partnerskaber, gerne i form af konsortier, hvor folk fra det offentlige, det private og forskellige brugergrupper er repræsenteret.
Kulturinstitutioner kan søge programmet på to måder:
- Som samarbejdspartnere eller underleverandører til kommercielle projekter (f.eks. inden for turismeområdet)
- Som hovedansøgere på projekter, der f.eks. handler om at udvikle serviceydelsen. Også her vil det dog være en fordel, hvis man kan mønstre en eller gerne flere samarbejdspartnere fra det private erhvervsliv.
I programmets ansøgningsvilkår fremhæves, at der ved udvælgelse af projekter lægges vægt på følgende forhold:
- Udvikling og afprøvning af nye metoder og værktøjer til at undersøge brugernes behov, f.eks. etnografiske metoder eller lead user-principper
- Samarbejde med erhvervslivet, herunder offentlig-privat samarbejde
- Dokumenterbare effekter i retning af vækst og nytte for dansk erhvervsliv (dvs. kommercielt potentiale)
- Videnspredning og dokumentation af anvendte metoder
Læs mere om programmet, ansøgningskriterier og find næste ansøgningsfrist på Erhvervs- og Byggestyrelsens hjemmeside brugerdreveninnovation.dk.


