Kulturministeriet, Nybrogade 2, 1203 København K
read the page print content of this page

PRESSEMEDDELELSE
24. AUGUST 2006

KULTURKANONEN PÅ NETTET

www.kulturkanon.kum.dk

Kulturkanonen går nu på nettet. På kulturkanonens hjemmeside kan man udforske værkerne i kulturkanonen på mange forskellige måder. Man kan gå på opdagelse i alle smagsprøverne, for eksempel  filmklip, musikklip, oplæsninger, man kan klikke sig ind i de interaktive præsentationer, læse om værkerne og meget mere.
 
Kulturminister Brian Mikkelsen udtaler:
”Den nye hjemmeside giver en unik chance for at opleve dansk kunsts storværker fra helt nye vinkler. Kulturkanonen kan nu både opleves gennem en bog, en DVD og en hjemmeside. Tilsammen giver det en fantastisk præsentation af vores kunstneriske skatte, som kan få både nye og gamle kunstelskere i tale, give nyt indblik og skabe lyst til nye oplevelser. På den måde kan kulturkanonen få en bred folkelig forankring og give brændstof til nydelse, eftertanke og diskussion.”
 
Hvert værk har sit eget elektroniske "skrivebord", hvor man kan åbne mange eller få vinduer ad gangen, gøre dem større eller mindre og flytte rundt på dem, som man vil. Man bestemmer selv, hvordan man vil se indholdet.
 
Hjemmesiden henvender sig til alle, der er interesseret i kultur. Her behøver man ikke at være kunstekspert, bare man er nysgerrig og har lyst til at få en oplevelse. Hjemmesiden har adressen: kulturkanon.kum.dk.
 
Kulturministeriet er ansvarlig for konceptudvikling og produktion af hjemmesiden, der er udviklet i samarbejde med kommunikationsbureauet Mediestunt.  

Yderligere oplysninger
Pressechef Martin Østergaard-Nielsen 33 92 35 98
Webredaktør Thomas Petersen 33 95 45 62